Annas bogblog

Jeg ville ønske, jeg havde samme evne og vilje til at arbejde som fx Grundtvig

Jeg har deaktiveret min Facebook-profil, det er en beslutning, der har været længe undervejs, jeg bruger simpelthen for meget ligegyldig tid på det, tid som kunne være blevet brugt meget bedre, blandt andet med læsning, som det er gået lidt trægt med her i det nye år, da jeg har haft meget at se til workwise and otherwise. (Come to think of it: Det er aktiviteten, der er ligegyldig (at tjekke Facebook), tiden er værdifuld.)

Jeg er i gang med at læse “Den begravede kæmpe” af Kazuo Ishiguro, nobelprisvinderen fra sidste år, ja, jeg havde heller ikke hørt om ham før han vandt nobelprisen, sådan går det så ofte. Romanen foregår efter Kong Arthurs tid i England, i en verden, hvor der sker overnaturlige ting på en ret naturlig, men alligevel underlig måde, og hvorfor foregår den ikke i Japan, jamen, han er slet ikke japansk, eller det vil sige, at han er født i Japan, men flyttede til England, da han var 6 år gammel og skriver altså på engelsk, og det er altid lidt pinligt, når man griber sig selv i at have sådan nogle helt klare forestillinger om et andet menneskes nationalitet på baggrund af et navn. Det er egentlig også lidt underligt, at jeg kommer til at gøre det, da jeg selv er kærester med et menneske, der hedder noget, som slet ikke lyder dansk, og alle spørger altid, hvor han kommer fra, og jeg må endnu engang fortælle, at han bare kommer fra en forstad til Ålborg. Og: Jeg er helt vild med “Den begravede kæmpe”! Men så kommer Facebook og distraherer mig på sådan en træls måde, og jo “tag”-en ven-der-ligner-denne-dansende-ged, kan måske få et lille, indre smil frem på en god dag, men så heller ikke mere. Plus selvfølgelig kapitalisme, overvågning, lynchingstemning i debatter, etc.

Og hvad bruger jeg denne overskydende tid på nu hvor jeg ikke længere har Facebook? Jo, ser du, mit yngste barn (der fylder 6 år i dag hurraaa) spiller sådan et bondegårdsspil på sin iPad, Hayday, hedder det. Man skal passe en gård, så og høste forskellige afgrøder, malke køer, lave smør fra mælken, sælge gårdting og så videre. Vi spillede det sammen i weekenden, og nu er jeg simpelthen blevet så afhængig af det, at jeg sidder og spiller det, når han ikke er hjemme. Det er ganske skrækkeligt og yderst pinligt. Og jeg har meget arbejde, der hober sig op, og bøger, der ligger og venter utålmodigt på mig. Fx ligger “Manhattan Beach” af Jennifer Egan lige nu på mit skrivebord og kigger skuffet på mig. Og jeg skal også have forberedt en masse til et forløb om litteratur og hengivelse, jeg skal undervise i fra næste måned, plus et aftenskolehold, hvor vi første gang skal læse “The Handmaid’s Tale”, som jeg ikke har læst endnu, kan man nøjes med at se serien, nej, selvfølgelig kan man ikke det. Og så sidder jeg kraftedeme og samler virtuelle æg fra mine virtuelle høns, nej ikke mine høns, mit barns høns, Bårk, hedder de alle sammen, har vi besluttet. Min kæreste er lige taget til Nyborg her til morgen for at undervise et par dage, og jeg har helt seriøst givet ham iPad’en med, så jeg ikke sidder og spiller på den de næste dage. Så dårlig er min selvdisciplin åbenbart. Og Facebook kan jeg heller ikke gå på. Nå, men jeg kan altid skrive et blogindlæg på min blog, som jeg også har forsømt.

IMG_0210.JPG

Advertisements

Pris, pris, pris

Nu er det muligt at stemme til Politikens Litteraturpris 2017. Det er den største litteraturpris i Danmark, målt på prisens størrelse: 200.000 kroner, hvilket for de fleste forfattere i Danmark er mange penge. Jeg tror bedst, at jeg kan lide priser, hvor der sidder en kvalificeret jury, der kan træffe beslutningen på baggrund af faglig ekspertise, og ikke en send-en-sms-pris, hvorved vinderen nemt bliver den, der kan mobilisere flest stemmer via sociale medier etc., men hvad ved jeg, og al magt til folket og så videre.

De nominerede er:

  • Naja Marie Aidt: “Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage. Carls bog”.
  • Ursula Andkjær Olsen: “Krisehæfterne. Pandora Blue Box, Atlantis-syndromet”.
  • Ida Holmegaard: “Graceland”.
  • Hans Otto Jørgensen: “Revolutionær – en Andy Warhol-komposition”.
  • Svend Åge Madsen: “Af den anden verden”.
  • Anne Lise Marstrand-Jørgensen: “Sorgens grundstof”.
  • Caroline Albertine Minor: “Velsignelser”.

Der er flere gode kandidater, næsten syv, men jeg tør æde min gamle hat på, at vinderen bliver Naja Marie Aidt, og hvis vinderen bliver Naja Marie Aidt, som jeg altså helt klart forudser, så vil det være fuldt ud fortjent, for “Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage” er en lille, fremragende roman.

 

Den europæiske skuffelse

“Det europæiske forår” af Kaspar Colling Nielsen er en roman med et kluntet, fattigt sprog, der forsøger at provokere med alt fra muslim-bashing til en ældre mands analsexeskapader med en ung, retarderet pige, over i antihumanisme (herunder antikunst), pakket ind i sci-fi og fremtidsscenarier, hvor dyr kan få menneskelig bevidsthed, og Lolland er en øko-hightech-koloni. Tilfør derefter en ordentlig omgang lommefilosofi, der ville være en efterskoleelev værdig, men ikke en fuldvoksen forfatter. Ideer er der mange af, måske for mange, men flere af dem er faktisk potentielt gode og interessante. Jeg har før haft associationer til Houellebecq, når jeg har læst Colling Nielsen (især Den danske borgerkrig 2018-2014) og jeg tænker denne gang: Hvis “Det europæiske forår” var skrevet med samme skrivetalent som Houellebecqs, kunne han have ført romanen sikkert i mål, for det kunne være så godt, men så er det faktisk skidt, fladt og plat.

IMG_9936

Men kudos til titel og omslag.

Bogkøbere <3

Jeg arbejder sommetider inde i Politikens boghal, og i dag, da jeg var på arbejde, kom der en ung kvinde hen til mig, hun var måske i begyndelsen af tyverne, og hun spurgte, om jeg kunne anbefale en bog til hende. Hun havde netop læst sit livs allerførste bog – alle andre bøger, hun nogensinde havde forsøgt at læse, havde hun fundet uinteressante. Hun ville gerne have en bog, der mindede om denne bog, hun lige havde læst, og den skulle helst ikke rigtigt handle om noget, og der måtte endelig ikke stå noget om, hvordan personerne i bogen havde det, fordi det synes hun var kedeligt, og det ville hun langt hellere selv forestille sig. Og hvilken bog har du så læst, som den allerførste bog, du nogensinde har læst, spørger jeg hende, og hun svarer til min overraskelse: “Den gamle mand og havet” af Ernest Hemingway. (Hvis du ikke har læst den: Den handler om en gammel mand, der får en kæmpefisk på krogen en dag, da han er ude at fiske. Og hvad sker der så? Jamen, der sker ikke så meget andet end det. Og jeg elsker, at et ungt menneske, der aldrig har læst en bog til ende, læser netop denne bog og elsker den.)

Senere kom en ældre mand hen til mig med Dantes guddommelige komedie i den ene hånd og en stok i den anden. “Er det ham dér Dante, der er så kendt?” spurgte ham mig. Jo, det er ham, sagde jeg, og manden svarede, at han hellere måtte købe den, for “man skal jo holde sig opdateret”.

You can never leave

Jeg har som mange andre eksiljyder været hjemme og holde jul med min familie i Jylland, nærmere betegnet Silkeborg. Det er altid lidt specielt på en både god og dårlig måde at vende hjem, ambivalens: Endnu et år er gået, og man skal igen se gamle venner og familie og velkendte og nye bygninger, som man med jævne mellemrum har set gennem hele sit liv. Og måske er det derfor, i lyset af min seneste tur hjem (skrev jeg “hjem” bevidst eller ubevidst?), at jeg hæfter mig ved, at den personale tredjepersonsfortæller i Kaspar Colling Nielsens nye roman, “Det europæiske forår” (ja, nu kom tiden til at læse den) skriver: “Hun kom fra en lille by i Jylland” – og så tænker jeg straks, at forfatteren Kaspar Colling Nielsen helt afgjort ikke selv kommer fra Jylland, for et menneske fra Jylland ville aldrig skrive “Hun kom fra en lille by i Jylland”, men måske “Hun kom fra en lille by i Nordjylland,” eller “Hun kom fra en lille by mellem Horsens og Vejle,” eller “Hun kom fra en lille by uden for Esbjerg.”

IMG_9936